Tre skrammede, ensomme mennesker i hver sin lejlighed i samme boligblok er omdrejningspunktet i denne roman, der handler om den moderne eksistens i storbyens favn. Den sproglige kompleksitet og store ordrigdom gør den temmelig svær at læse, så den vil nok fortrinsvis have bud til lånere med sans for selve fremstillingen. Vi følger den alkoholiserede kaptajn Lindeman, der er fraskilt og pensioneret og ked af begge dele. Så er der den højtråbende, utilpassede Doris, der angler efter anerkendelse og kærlighed. Og endelig den kultiverede enkefrue Agnete, som hvert år i høsttiden fejrer sin mands død, hvor hun endelig fik sin frihed. De tre personer er fint fremstillet med hver sin stemme: Kaptajnens sprog er lange sætninger med ophobning af led, der minder om dønninger på et gråt hav, Doris tænker i afsnuppede staccatosætninger som et tog, der dunker gennem uendelige betonforstæder, mens enkefruens melodisk duvende tale er som en gylden kornmark. Det er Trine Andersens (f. 1969) første roman. Hun debuterede med den prisbelønnede novellesamling Hotel Malheureux i 1995.