Flot illustreret billedbog til oplæsning for indskolingens elever. Eventyret fortæller, hvordan årstiderne blev til. På Solflammeslottet bor dronning Gyldenhår, der symboliserer det varme, kærlige, lyse og smilende. På Kuldeborgen hersker kong Istap, der modsat er beskrevet som den kolde, barske person, i hvid kappe og med rynkede bryn. Dronningen har mange venner, hvorimod kongen har mange tjenere. Modsætningerne mødes og kæmper mod hinanden, men de forenes vha. tre magiske dyr, der som hjælpere er med til at forene dronningen og kongen på den fantastiske regnbue, de sammen har dannet ved mødet mellem deres varme og kulde. På regnbuen byder kongen dronningen op til dans - årstidernes dans. Herefter bliver de enige om, at dele jorden mellem sig, så de ikke behøves at kæmpe mod hinanden - derfor har vi sommer og vinter, hvor dronning Sommer og kong Vinter bestemmer vejret. Når de mødes forår og efterår, tager de en lille vals, og da kan man aldrig vide, hvordan vejret arter sig. Bogens forside viser modsætningerne - kongen og dronningen på slottet. Bogen har en læservenlig layout, idet den korte tekst er sat på farverige illustrationer med en stor og tydelig skrift. Som afslutning på bogen er et digt om årstidernes dans.