Henvender sig til historisk interesserede læsere, primært mænd. Fokus er på magtkampe og intriger. Bogens forside; en stenvæg i brunlige nuancer, kan kræve lidt ekstra formidling.
Forfatteren har tidligere udgivet en historisk roman om Knud den Hellige. I denne roman følger vi i starten af 1100-tallet Peder Bodilsen gennem 40 år som storbonde på Sjælland. Storbønderne har en del magt i denne periode, og Peder er optaget af tidens spørgsmål; han ønsker reformer indenfor kirken i spørgsmålet om tiende og cølibat, og han har også planer for kongemagten. Peder ser gerne Knud Lavard på tronen, men Knuds farbror den gamle kong Niels lever længere, end alle har regnet med, og i mellemtiden vokser Niels' søn Magnus op. Da han myrder Knud, bryder ufred og magtintriger ud i lys lue og får store konsekvenser for hele landet. På saglig og seriøs vis tegnes et fint billede af tiden, uden de store personkarakteristikker, men med fokus på magtkampe og politiske intriger. Sproget og tonen er alvorlig, nøgtern, faktapræget og lidt opremsende. Bagerst i bogen findes et overblik over hovedpersonernes slægtsforhold.
Af andre nyere danske romaner om perioden kan nævnes Maria Hellebergs Knud Lavard, der nok henvender sig mere til et kvindeligt publikum, samt Martins Jensens Frit gennem Jylland og Søren Mogensens Herrens vilje, der foregår lidt senere i tid.
En saglig og seriøs historisk roman med fokus på magtkampe og politiske intriger i 1100-tallets Danmark.