Kim Langers forfatterdebut er en spændende historisk roman med eventyrlige træk. Udgangspunktet er en mindre dansk flådes rejse til Ceylon 1618-22, hvor Chr. IV er blevet lovet dansk eneret på handel mod at hjælpe kong Senarat af Kandy med at slippe af med den portugisiske overmagt. 2 københavnske drenge, Mikkel på 15 og Gabriel på 10 år, er sammen med deres islandske plejefar med på turen. Det eventyrlige element, der helt naturligt væves ind i handlingen, er en ondskabsfuld portugisisk munks indædte kamp for at få fat på et betydningsfuldt buddhistisk relikvie, der bliver opbevaret i et tempel i Kandy og er bevogtet af et næsten 2000 år gammelt par. Mikkel og Gabriel er skæbnebestemt til at få en vigtig rolle i denne kamp, og drømme, magi og buddhistiske myter vikles ind i handlingen. Kim Langers flair for sprog i en række gode oversættelser (bl.a. Stroud og Pilkey) fornægter sig heller ikke her. Der fortælles letløbende, levende og malerisk, og man får et godt indblik i både livet i Chr. IV's København, den lange og farlige sejlads til Ceylon og forholdene der, hvor de europæiske sømagter kæmper om indflydelse og kristner de vantro. Det er en spændende og flot historie, der nok vil tale mere til læsere af fx Lars-Henrik Olsen end til rene fantasy-læsere, selvom forsiden signalerer fantasy. Velegnet til oplæsning fra ca. 8 år og selvlæsning fra ca. 11 og rigtig langt op.