Kongen af Ping Pong, 2008 er et meget spændende og originalt debutværk af svenske Jens Jonsson. Hovedpersonen er en kikset og overvægtig knægt med problemer i hobetal, men tonarten er skævt humoristisk, og filmen henvender sig både til et ungt og mere bedaget publikum med interesse for nordisk filmkunst i særklasse. Problemkomplekset er dog så alvorligt, at Medierådet med rette har givet filmen en aldersgrænse på 11 år.
Rille og Erik er brødre, men så forskellige som dag og nat. Rille er med kammeraternes ikke særligt pæne betegnelse et fedtbjerg og yderligere mut og indelukket, mens Erik er åleslank, udadvendt og populær. Rille er dog en glimrende bordtennisspiller, men intet giver rigtig nogen mening, da det går op for den plagede dreng, at han og Erik kun er halvbrødre.
Filmen foregår i et iskoldt, snedækket Nordsverige, og en nærmest mælkehvid tåge omgiver de smukke, stilrene tableauer af en dreng og en familie i dyb krise. Stiliseringen og de sære og skøre menneskebørn gør det oplagt at sammenligne filmen med Roy Anderssons værker, og især hans debut En kærlighedshistorie, 1970. Men filmen har generelt en særlig nordisk tone af tristesse, humor og livsvilje, som også findes i Mit liv som hund, 1985 og Glasskår, 2001.
Men en anmelderkliché kan man tale en meget moden debut, men Kongen af Ping Pong er mere end det. Det er en sjældent fint studie af en dreng og hans nærmeste familie og omgivelser og absolut en smuk film, som man hellere end gerne anbefaler.