En lille samling af vers og prosa - flere af dem lejlighedstekster - med Benny Andersens umiskendelige tone og greb om sproget.
Bogens blanding af digte og prosastykker er samlet for at markere Benny Andersens 80-års fødselsdag i november. Bogens første del består af kærlighedsdigte til og om forfatterens elskede "E.E." og efter en lille prosatekst, hvor BA funderer over ligheden mellem lyrik og retspraksis - og kommer til den konklusion at der i begge tilfælde skal være belæg for ens påstande - følger en række tekster på vers og prosa "Af og om B.A.". Om BA digter om kærlighed, om barndommen, eller om at blive gammel, griber han "som indfødt ordbo" veloplagt fat i slidte talemåder og sproglige klichéer og aftvinger dem nye betydninger. Med titlen på et af samlingens fine små meta-digte om sproget, eller om det at digte, har BA en usvækket sans for "det forunderlige foranderlige sprog".
Flere af bogens tekster har tidligere været publiceret i andre sammenhænge og placerer sig i forlængelse af Spredte digte fra 2005.
Tematisk og formelt føjer disse blandede tekster ikke noget nyt til BA's forfatterskab, men binder endnu en sløjfe på et forfatterskab, der for længst og fortjent er blevet folkeeje.