Denne bog omhandler kreditaftaler og ejendomsforbehold, som området ser ud i dag. Bogen træder i stedet for de tidligere udgaver af bogen Kreditaftaleret, og ændringen af bogens titel skyldes navnlig den meget stærkt udvidede behandling af kreditaftaler, der er en følge af implementeringen af EU´s seneste og særdeles komplicerede forbrugerkreditdirektiv fra 2008 i dansk ret. Ændringen følger desuden af det forhold, at regler om ejendomsforbehold fortsat findes i kreditaftaleloven. Bogen er derfor stort set nyskrevet. Bogens første hovedemne om kreditaftaler omhandler implementeringen af forbrugerkreditdirektivet fra 2008, som ikke blot har medført ændringer i lovens anvendelsesområde, men som også medfører en væsentlig forøgelse af såvel den prækontraktuelle som kontraktuelle oplysningspligt. Forbrugerdirektivet indfører samtidigt helt nye regler om såkaldte tilknyttede kreditaftaler, kreditgiveres kreditvurderingspligt, forbrugeres fortrydelsesret og kreditformidlere.
Kendskab til de nye regler om oprettelse af kreditaftaler er nødvendigt for enhver, der færdes på kreditaftalelovens område. Både for professionelle kreditgivere og for de advokater, der i forbindelse med deres inkassovirksomhed opretter frivillige forlig. Disse er i almindelighed kreditaftaler, som helt eller delvist er omfattet af loven. Bogen påviser, at implementeringen af forbrugerkreditdirektivet fra 2008 på nogen områder må anses at være behæftet med visse fejl og mangler – hvilket ikke har gjort den i forvejen komplicerede kreditaftalelov lettere tilgængelig for dens brugere. Bogens andet hovedemne om ejendomsforbehold er udbygget væsentligt og ajourført. Det er endvidere suppleret med bemærkninger om forholdet mellem ejendomsforbehold og virksomheds- og fordringspant, som i hvert fald i dele af den juridiske teori forekommer at have været behæftet med nogen usikkerhed. Endvidere er der i bogen gjort bemærkninger om den formentlig retsstridige praksis om partiel tinglysning af ejendomsforbehold i køretøjer, over hvilke rettigheder skal tinglyses for at opnå omsætnings- og kreditorbeskyttelse.