Smiths fascinerende slægtskrønike om Courtney-familien med Saffron Courtney i fokus. Romanen følger begivenheder i Europa efter 2. verdenskrig og i et Afrika på vej mod løsrivelse fra koloniherredømme. Guf til alle spændingshungrende.
Saffron Courtney, datter af Leon Courtney, er under krigen en handlekraftig agent på de allieredes side. Hun er nu genforenet med sin elskede mand Gerhard, af tysk adelsslægt, tysk pilot-es, og tidligere indsat i koncentrationslejren Sachsenhausen som indædt modstander af Hitler. Romanen følger to spor. Første spor er Saffron og Gerhards rejse tilbage til Tyskland og det fædrene familieslot. De søger et opgør med Gerhards bror, som er tro nazist og SS-general. Andet spor er i Afrika, hvor vi følger Leon Courtneys liv på et afrikansk kontinent, som ulmer kraftigt med oprørsbevægelser, kolonitilhængere og hvide sydafrikanere, som alle mestrer afstumpet brutalitet. Brutal sadisme er i øvrigt også en uhyggelig evne hos ærkenazisten Konrad, Gerhards afskyvækkende bror. Det trækker nu op til et endeligt opgør mellem brødrene! Denne roman i den lange serie følger op på Krigsråb og er skrevet af Smith sammen med David Churchill.
Forrygende underholdende læsning, hvor Smith holder plottet i kog og når en velgørende kulmination.
Ken Follett evner ligesom Smith at underholde over mange sider i et plot med mange personer og indviklede tråde.