Albummet henvender sig til unge og voksne læsere.
I serien Thorgal's verden møder vi bifigurer fra Van Hamme og Rosinskis klassiske serie om vikingen fra stjernerne, Thorgal. Her den skurkagtige Kriss af Valnor, der efter sin død skal bevise, at hun er værdig til Valhal. Vi hører således om Kriss' oplevelser, før hun mødte Thorgal, og i dette andet bind får hun mulighed for at hævne sig på den landsby, der gjorde hende ondt i bind et. Der er desværre ikke så meget kød på historien, og den fortælles uden de store overraskelser. Da Thorgal var på sit højeste var den et underholdende heltekvad af den gode, gammeldags slags med en original blanding af science fiction, fantasy og vikingehistorie, men Thorgal's verden når indtil videre ikke hovedseriens højder. Tegner Giulio De Vita forsøger at ramme Rosinskis klassiske streg, men resultatet er ret personlighedsløst. Det samme kan siges om Yves Sentes dialog, der er mere klodset end Van Hammes var. Siges skal det også, at indholdet af historien er centreret om både voldtægt og grumme aborter, så det er på ingen måde et album for yngre læsere.
Sente har også videreført en anden klassisk albumserie, nemlig Blake og Mortimer og er samtidigt forfatter på den egentlige serie om Thorgal.
Desværre et blodfattigt album, der ikke formår at leve op til de standarder, som Van Hamme satte med sine tidlige albums. Dog har Thorgal et stort publikum, der nok skal sikre dette album gode udlånstal på bibliotekerne.