Så er Nick Arnold igen på banen med to bøger i serien Vanvittig viden. Denne gang drejer det sig om emnerne dyreriget og menneskekroppen. I den første bog fortælles om diverse sære skabninger, om dumme og kloge dyr, dyrelyde, rejser, snyltere, rovdyr, giftigt kryb osv. I den anden fortælles med Dr. Frankensteins monster som udgangspunkt om kroppen, sanserne, hjernen, fordøjelsen, sygdomme etc. Som i seriens første bøger er der tale om en skøn blanding af nyttig viden, grovkornet humor, underlige rekorder, skøre historier og små gættekonkurrencer. Bøgerne er illustreret med morsomme, lidt primitive tuschtegninger, der fint rammer tekstens tone. Bøgerne henvender sig til de lidt nørdede typer fra 6. klassetrin, der dels kan grine af bøger som fx Rune T. Kiddes eventyrforvanskninger og serien Fuldkommen flippede fortællinger dels interesserer sig for naturvidenskab. Og til glæde for evt lærere, der har undret sig over forfatterens lidet flatterende syn på deres stand, kan jeg røbe, at der sidst i Krop, kød og knogler siges noget pænt om visse lærere
.