Det indledende afsnit i bogen, som er en bearbejdet udgave af forfatterens ph.d.-afhandling i kunsthistoie, er en idéhistorisk og æstetisk skitsering af, hvordan kroppen og sanseligheden er blevet marginaliseret og udgrænset i forhold til synet i vestlig kunst og kultur. Afhandlingens formål er i stedet at tage afsæt i værker og teorier, der fokuserer på kunstoplevelsens kropslighed og ikke mindst på de kropslige relationer, der opstår i mødet mellem kunstværket og beskueren. UAJ henter sine eksempler i næranalyser af installationer og performances, udført af kvindelige kunstnere, bl.a. Ann Hamilton, Mona Hatoum og Kirsten Justesen, men ikke mindst i teoretiske overvejelser om kroppens og hudens rolle i perceptionen og udvekslingen mellem individ og omverden. Analyserne understøttes og perspektiveres af et bredt spekter af teoridannelser: Psykoanalysen, semiotikken og ikke mindst fænomenologien med Maurice Merleau-Ponty som en helt central reference. De afsluttende kapitlers diskussion af kroppens materielle og historisk/kulturelle betydning i en kønsteoretisk kontekst er krævende og teoritung læsning. I kraft af sit høje teoretiske refleksionsniveau henvender bogen sig primært til undervisere og studerende i æstetiske fag på universitetsniveau.