Rune T. Kidde har fans i både børne- og voksenbiblioteket. Multikunstnerens moppedreng af en erindringsbog henvender sig dog kun til de voksne, især til voksne med sans for skrøner.
I anledning af sin 50 års fødselsdag udsender Rune T. Kidde en ordrig selvbiografi, hvori han fortæller om et begivenhedsrigt liv som aktiv kunstner inden for mange forskellige områder - først som seende og de sidste 17 år som blind. Fremstillingsformen er en blanding af humor og alvor, og blandt de mange anekdoter finder man både digte, dagbogsnotater, lange citater, hele artikler samt digressioner om personer, Kidde har mødt. Anmeldere og repræsentanter for systemet har Kidde ikke høje tanker om, mens en lang række kunstnerkolleger - samt ikke mindst forfatterens livsledsagerske Marianne - skildres varmt og kærligt.
I 1994 udkom interviewbiografien Æventyrlige Rune T. Kidde med nogle meget korte tekster, men til gengæld med masser af illustrationer. Den nye selvbiografi rummer omvendt meget få billeder, men til gengæld en langt mere omfattende tekst.
Der gemmer sig adskillige sjove historier i Rune T. Kiddes selvbiografi, men også nogle mere alvorlige refleksioner over tilværelsen. Fremstillingen er meget ordrig mange steder; men selve det uregerligt vildtvoksende i formen afspejler på den anden side udmærket Kiddes eget liv.