I Danmark udkom i årene 1948-57 de 4 Kulla Gulla bøger, vi kender. Siden er de kommet i nye oplag. Denne bog har ikke tidligere været udgivet på dansk. Den ligger i tid før de øvrige og foregår i Sverige omkring 1900. Den handler om den forældreløse Gulla, der bortauktioneres som hjælpepige. Den familie, hun skal bo hos, er fattig og består af en sengeliggende, syg til tider deprimeret mor, en munter og venlig far og fem mindre børn, »blomsterbørnene«. På trods af de store problemer, er familielivet præget af stor fællesfølelse og den kun 7-årige Gulla går, så vidt man kan forestille sig det muligt på den tid, ind som medlem af familien. Men hun gør også god fyldest: klarer husarbejde, børn, kurerer sygdomme (der fortælles meget om planter som medicin), går i skole og akcepterer sin slidsomme tilværelse. Alt er fortalt usentimentalt og med stor indlevelse. Og selv om det forekommer ufatteligt, at et barn kan klare så meget, læser man spændt videre for at se, hvordandetheleender. Bogen kan læses fra ca. 10 år og mange større børn vil sikkert gerne udvide bekendtskabet med Kulla Gulla, ligesom mange nye læsere nok vil få lyst til at læse denne og de øvrige bøger i serien.