"De politiske budskaber står i kø på Oteps 8. fuldlængdealbum, hvor ikke mindst staternes 45. præsident, Donald Trump, står for skud. Det er to år siden, frontkvinde Otep Shamaya udgav den anmelderroste 'Generation Doom'. Halvandet af de to år med Trump som præsident, og det har uden tvivl været benzin på det bål, der brænder i Shamayas sind ... 'Kult45' er et call to arms. Ikke kun mod nr. 45, men mod alt og alle. Det runger af oprør, når Shamaya rister det amerikanske forfald og ét af landets indenrigspolitiske hotspots på 'Shelter in Place': "Hey, hey, NRA / How many kids did you kill today?" Det er simpelt, på grænsen til banalt, men eminent udført, og med et c-stykke så nemt at huske, at alle og enhver kan råbe med i takt til de lige så simple og veludførte riffs, der danner grundlag for Oteps kompositioner. Nazister, voldtægtsmænd og kapitalisme, der er slagsider til alle, der ikke passer ind i Shamayas verdenssyn".