Bogen belyser i 15 artikler forskellige aspekter ved og tilgange til kulturbegrebet. Benedicta Pécseli, der er cand.mag. og seminarielærer, har redigeret, og teksterne er påtænkt at skulle udgøre det teoretiske fundament for seminariernes kulturfag. Fire af artiklerne, der er samlet under overskriften Ny pædagogisk praksis, giver mere konkrete eksempler på de pædagogiske muligheder, der ligger i kulturfagene. De fleste af de øvrige artikler, under overskrifterne Kultur og identitet, Om/verden, At læse sin omverden og Etik, relateres ikke til undervisningssammenhænge, men diskuterer kulturbegrebet bredt og kulturens placering i en tid, hvor traditionerne er i opløsning og enhedskulturen er forsvundet. Der er en litteraturliste efter en del af artiklerne og et navneregister bagest. Af de korte biografier bag i bogen fremgår, at de 15 bidragydere hovedsageligt er universitetsfolk og andre akademikere med humanistisk baggrund. Bogens primære målgruppe er altså seminarieelever, men som nævnt vil hovedparten af de velskrevne artikler med udbytte kunne læses af andre med interesse for vor tids kultur eller mangel på samme.