Kundskabens træ

I 1979 udbryder den 3. verdenskrig, og størstedelen af Europa jævnes med jorden af de frygtelige s-bomber. Opfinderen af bomben drager i et slags selvrenselsesforsøg ind i det radioaktive kaos, hvor han finder bogens heltinde på en lille uskadt plet midt i ødelæggelserne. Så vidt går det så nogenlunde. Men så ta'r pokker ved Nielsen. Romanens sidste halvdel siger sparto til, hvad jeg ellers har mødt af lignende tilfælde: Storkende rundt mellem forvoksede brændenælder og mælkebøtter plaffer de delagende personer (der er kommet flere til) løs på hinanden, på enorme myrer og hvepse, og det som ellers måtte ligge for med en strålepistol, samtidig med at en homunculus udtænker nøglen til verdens frelse. Happy end: Helt og heltinde går mod den opadstigende sol med den frelsende formel et sted i en lomme. Det er ganske rædsomt, simpelthen. Hele herligheden, som er sat med en skrift lidt større end flueskidt, burde være forblevet i glemslen. Dårlig sf anno 1955 bliver ikke bedre af etoptryk.

Read the full assessment