Playstation 2. Det er efterhånden et must at animerede biograffilm følges af diverse merchandises, herunder spil til alle konsoltyper. Således også med Dreamworks' Kung fu panda, hvor nærværende spil følger filmens handling. Pandaen Po drømmer om at blive den udvalgte kung-fu mester Dragon Warrior. Po er imidlertid langt fra drømmen da han, overvægtig og doven, er tvunget til at hjælpe til i familiens nudelrestaurant. Ved en tilfældighed kommer Po med til Dragon Warriors udvælgelsesceremoni og bliver sensationelt den udvalgte. Hård træning og mange strabadser følger, og da den onde Tai Lung bryder løs fra fængslet, må Po gå i aktion og vise sig værdig til at bære titlen Dragon Warrior. Spillet er et traditionelt platformspil, bygget op af en række baner med kampe og forhindringer undervejs. Hver bane afsluttes af en boss-kamp. Spilleren styrer Po, der kan løbe, hoppe, springe, rulle, slå, sparke og meget mere. Efterhånden som spillet skrider frem, bliver Po stærkere og får flere angrebskombinationer at vælge imellem, mens modstanderne også bliver flere og stærkere. Spillet er singleplayer, men byder på små muliplayerspil, der dog hurtigt bliver kedsommelige. Grafik, lyd og humor er fint tro mod forlægget, så spilleren føler sig hensat til filmens univers. Der er dansk vejledning, men sproget er engelsk hele vejen igennem spillet. Det er ærgerligt, da meget af humoren går tabt for de yngste spillere. Spillet har tre sværhedsniveauer. På det letteste niveau kan spillets 13 baner gennemføres på ca. 3 timer og det er spillet største problem. Det er simpelthen for kort. PEGI 7+ er passende, men advarsel for voldeligt indhold noget overdrevet, da kampscenerne er aldeles ublodige. Børn fra 6 år vil more sig fint i nogle timer i selskab med dette spil.