Forfatteren, der her præsenteres på dansk for første gang, har doktorgrad i psykologi og bor på Hawaii. Han har udviklet noget, han kalder visionspsykologi - en terapeutisk model baseret på forhold, lederskab og åndelighed. Denne bog handler om forhold mellem mennesker. Den består af 30 små kapitler til 30 dage. Det enkelte kapitel er en filosofi over dagens tema. 1. dag lægger ud med overskriften "De, du ikke kan lide, er med på dit hold". Kristi budskab - Du skal elske dine fjender - er aldrig blevet anerkendt som et psykologisk middel til at forvandle situationer - og praktiseres endnu sjældnere. Det kan Spezzano sandelig have ret i. Dag for dag trænger han dybere ind i udgangspunktets facetter. Hvert kapitel sluttes af med en lille øvelse af meditativ art. Selv er jeg alt for jordbunden til at forstå øvelserne, som er meget mindre konkrete end dem, der angives i diverse visualiserings- og meditationsbøger. I det hele taget er det nødvendigt med en meget positiv forhåndsindstilling for at tilegne sig budskaberne. Det ved jeg til gengæld også, der er mennesker, som har. Bogen kunne danne grundlag for snak i en åndelig selvhjælpsgruppe, men meningen er vist, at den skal ligge som en bibel på natbordet.