En fransk komedie om kærlighedens uransagelige veje, hvor gallisk stivstikkeri konfronteres med spansk livslyst, har et europæisk orienteret filmpublikum som målgruppe. Plus alle, der værdsætter gedigen og charmerende underholdning uden hager og kanter.
Jean-Louis Jouberts liv er lige så korrekt som hans ulastelige påklædning. Han lever i en luksuslejlighed i selv samme bygning som sine forfædre. Og han er ligeledes med en naturlig selvfølge trådt ind i familiefirmaet. Ægteskab og arbejde kører som et velsmurt, men anonymt klokkeværk. Men da ægteparret får ny spansk tjenestepige ved navn Maria, finder monsieur Joubert imidlertid ofte anledning til i al ærbarhed at gæste sjette sal. Her bor Maria sammen med andre spanske tjenestepiger. Og her møder han den livslyst og kærlighed, der giver mod til at bryde ud af den borgerlige spændetrøje! Kvinderne på sjette sal, 2010 er komedie, endda folkekomedie med fyrige senoritaer for fuld udblæsning, men frem for alt en rigtig feel good-movie af den type, som Julia Roberts og Richard Gere definerede med Pretty woman, 1990.
Frodig og farverig livslyst over for forudsigelighedens gråtonede dagligdag er et tema, som Frank Capra rendyrkede i klassikeren "Du kan ikke tage det med dig", 1938. Og som Woody Allen også besynger i Midnight in Paris, hvor en forfatterspire smider sikkerhedsselen og gror frit i byernes bys kunstnerliv.
Charmerende og let, måske for mange klichéer, men under alle omstændigheder seværdig omend ikke uundværlig.