Så er det kendte og elskede trekløver, Bamse, Kylling og Ælling tilbage igen. Denne gang i tre små pegebøger, som lige har størrelsen til en lille barnehånd! Dina Gellert har atter formået at skabe en stemning af hygge og sødme, som både børn og voksne vil falde for. Hendes streg gør at det hele bliver så rundt og sjovt og sødt. Handlingen i de tre bøger udspilles i et lege- og fantasiunivers. I den første bog Bamses farve-bog leger Bamse med farver og læserne får et indblik i farvernes verden, set gennem Bamses liv, i den anden bog Kyllings klæde-ud-bogkigger vi ned i Kyllings klæde ud-kuffert, og følger den, som spejder, nisse, Luna, danser osv. I den sidste bog Ællings snaske-bog følger vi Ælling, hvor den smager på forskelligt mad, og hvor den finder ud af at det der smager bedst - det er dens sut! Bøgerne har kraftige papsider, som kan holde til lidt af hvert. Bøgernes stærke side er de dejlige illustrationer, der er tegnet i varme klare farver. Min eneste anke er at teksten måske er lidt for svær til målgruppen. Men bøgerne vil helt sikkert være et hit blandt både store og små fans fra 11/2 år.