Denne kærlighedshistorie, der også rummer temaerne sorg og savn, vil tiltale særligt det kvindelige publikum.
Da den smukke Nathalie møder Francois, er det den helt store kærlighed. De gifter sig og planlægger så småt at stifte familie. Da Francois pludselig dør, kaster Nathalie sig over sit arbejde, der får lov at fylde hele hendes liv. Hendes chef forsøger ihærdigt at fange hendes interesse, men hun affærdiger ham. Midt i en dagdrøm om Francois, kysser hun impulsivt sin kiksede kollega, Markus. Det bliver starten på hans stormende forelskelse i hende og hendes vej ud af sorgen og tilbage i livet. Deres forhold vækker chefens jalousi og omgangskredsens undren, men det umage par finder sammen på trods. Filmen er fortalt på en let, humoristisk og stilfærdig måde, så trods tunge temaer om sorg og savn, bliver filmen aldrig tung.
Filmen er instrueret af brødrene David og Stéphane Foenkinos og bygger på Davids roman af samme navn. Romanen udkom på dansk i 2012 med titlen Delikatesse.
En fin lille film om kærlighed og sorg og om, at der stadig er håb for knuste hjerter, når modsætninger mødes.