Med den fjerde bog om kriminalkommissær Erik Winter fra Gøteborg er det blevet højsommer og hedebølge. Et par voldtægter og drab på unge piger har uhyggelige paralleller til en tidligere sag, der stadigvæk nager Winter og et par kolleger. Sporene i opklaringen løber i mange retninger, men der dukker efterhånden fællestræk op ved ofrene. Hvor især det forrige bind i serien, Sol og skygge, 2000, tenderede til at blive en roman om Winters privatliv på bekostning af krimigenren, er Lad det aldrig holde op en rendyrket politiroman med et karakterfyldt opdagerteam fra ende til anden og den hidtil bedste, mest spændende og lettest tilgængelige fra Edwardsons hånd, og den gør ham til en værdig opfølger på den flotte svenske tradition, som senest Mankell har sat nye, høje standarder for.