Det er egentlig ganske enkelt: hvis man kan lide god litteratur, sådan noget, hvor personerne træder frem, og sproget er en fornøjelse, så er der en god bog her.
Forfatteren er irsk, men bor i New York, han har 4 titler på dansk, senest Danseren, 2003. Han kan skildre mennesker og miljøer, så det er en sjælden fornøjelse. I denne nyeste er vi i New York august 1974. Da trak en linedanser et kabel mellem tvillingetårnene og vandrede mellem de senere så fatalt berømte tårne. Dette er en autentisk begivenhed, som danner en både poetisk og symbolsk ramme om en myldrende, farverig og fængslende historie med mange forskellige skæbner. Med enestående elegance væves historierne om dem sammen til en symfoni af menneskeligt håb. Vi møder den irske munk, der arbejder for Bronxs sorte ludere, fem kvinder mødes omkring tabet af deres sønner i Vietnam. En ung fyr lever og ånder for at fotografere grafitti i undergrundsbanen, subway, der skildres så man foruden en sublim læseoplevelse, får en indsigt i en undergrundsdisciplins væsen.
Jeg kan her nævne Jonathan Safran Foer og Douglas Kennedy, begge er gode repræsentanter for den nye store roman fra USA.
En letlæst, stor roman om den moderne vestlige verden. Det er den slags historie, hvor man har lyst til at læse videre, ikke (kun) fordi den er spændende, men fordi personerne er interessante. Det er ikke kun en velkonstrueret handling, det er romankunst.