Til understøttelse af læsekampagnen "Læs 20 minutter om dagen" indeholder bogen en guide til forældre samt syv af Æsops fabler, genfortalte og lette at læse for alle fra 6 år, der læsestøttes af en voksen.
Bogen indeholder forrest en forældreguide, hvor de voksne får en indsigt i, hvordan man kan støtte og hjælpe barnet til at blive en god og stabil læser. De voksne bliver introduceret til kampagnen om at læse 20 minutter dagligt. Guiden har afsnit om, hvilke spørgsmål man kan stille til teksten, og hvordan man generelt kan guide sit barn i læseprocessen, før, under og efter læsning af teksten. Ligeledes informeres man om, hvordan man omregner til lix- og let-tal i letlæselige tekster og forskelle derpå. Hver tekst indledes med lix, let-tal, sætningslængder, og hvor mange lange ord teksten indeholder. Bogen er tyk, har hårdt omslag og et rødt læsebånd.
Bogen har en positiv og anerkendende strategi til, hvordan forældre som en vigtig resurse for barnets læsning, guider og motiverer barnet til at blive en læser. De syv fabler er genfortalte og rigt illustrerede af forskellige udenlandske kunstnere. Teksterne er sat med en kæmpe typografi. Efter hver fabel er moralen forklaret, og der er opstillet spørgsmål, man kan samtale om.
Flere af fablerne er tidligere udkommet i serien "Flachs - allerførste læsning". Turbine har udgivet serien "Læs en fabel" - læsebearbejdede fabler til frilæsning med lix 10-11.