Bogen henvender sig til børn i indskolingen, samt svage læsere i fjerde klasse. Den kan bruges til træning af indholdslæsning, som en del af et arbejde med fantastiske fortællinger eller som fritidslæsning.
En udgivelse i forlagets Solo serien, der består af afsluttede og let-læste historier. Hovedpersonen, Mahib, bliver faget i en hule under en sandstorm. I et forsøg på at grave sig ud finder han en lampe, der indeholder en djin. Det giver tre ønsker, sådan er reglen, men Mahib må være snedig for at overleve mødet med ånden. Det kan være farligt at følge sin grådige indskydelse, bliver læseren advaret om i denne fortælling, der ligner noget fra 1001 nats eventyr. Teksten er sat med store læsevenlige typer, dobbelt linjeafstand og er ledsaget af en række farveillustrationer. De er velegnede til arbejdet før og efter læsningen. Historien er så enkel at den unge læser bør kunne holde overblikket, selvom der bruges ressourcer til afkodningen. Forsiden skal nok trække læsere til.
Tanken falder helt naturligt på historien om Aladdin, men der er ret stor forskel. Måske kunne det være en ide, at sammenligne djinen her med Disney udgaven.
En velegnet og underholdende fortælling der passer godt til målgruppen.