Bogen appellerer primært til historie og filosofiinteresserede, men også andre kan med udbytte læse dette lille værk om dele af menneskehedens historie set i lyset af elementerne hav og land.
Carl Schmitt (1888-1985) var en tysk jurist, historiefilosof og politisk tænker. Kendt som en stærk modstander af demokratiet og for en stærk, autoritær stat. Han meldte sig i 1933 ind i nazistpartiet, kom i unåde og mistede sine indflydelsesrige poster uden dog at afsværge sine højreradikale tanker. Kendte teoretikere som Habermas, Negri og Agamben har beskæftiget sig med hans tanker. Hans senere skriftlige arbejder har koncentreret sig om folkeret og internationale forhold. I "Land og hav" der udkom i 1942, er elementerne land og hav omdrejningspunktet for en fortolkning af verdens- og menneskehedens historie set i lyset af forskellige rumforestillinger. I et fyldigt efterord redegøres for Schmitts tanker også set i et nutidigt perspektiv.
Carl Schmitt er tidligere oversat til dansk med værkerne Politisk teologi, 2009, og Det politiskes begreb, 2002. I serien Statskundskabens klassikere er kommet Søren Hviid Pedersens Carl Schmitt, 2011. I 2007 kom antologien Den ondeste mand i live?, 2007, hvor hans tænkning er til debat.
En kort og indsigtsfuld fortolkning af menneskehedens historie langt fra den kontroversielle forfatteres højreradikale holdninger.