Dette er forfatterens (f. 1957) syvende roman siden debuten i 1998 og som de foregående uhyggeligt godt skrevet. Hun har denne gang forladt den voldsomme, halvkriminelle genre og har i stedet leveret et stykke kuldslået hverdagsrealisme om et ægtepar, hvis fælles liv for flere år siden er gået fuldstændigt i stå. Ingen mord, ingen splatter, men en tiltagende uro og hvor-galt-kan-det-gå følelse indfinder sig hos læseren. Kris(tel) og Lars har været gift i mange år og har to børn på 9 og 10 år. Siden børnene kom til, har de voksne ikke haft det godt sammen. Kris er opfarende og en overbeskyttende hønemor, og den ellers langmodige Lars er så træt af hende. Han gider ikke mere, men vil være sikker på at beholde børnene. Han udtænker en sindrig plan, hvorefter han lader elskerinden bortføre børnene på en ferietur. Lars, elskerinden og de stakkels børn slår sig ned i England, hvor han vil drive en pub. Kris går rundt som forstenet i Danmark, men efterhånden bliver hun rede til at tage affære. Hovedpersonerne er skildret med stor psykologisk indsigt, og i første halvdel af bogen oplever man meget virkningsfuldt de samme episoder set med både Kris' og Lars øjne, og man må sige at deres triste og grå samliv passer til bogens sort-hvide omslag.