Sommerferien på Lavendelgården bliver lidt mere spændende, da der pludselig dukker en mystisk sort hest op på marken. 2. bind i serien "Lavendelgården" om Mikkel og hans familie. Til børn og unge fra 12 år.
Mikkel er træt af, at sommerferien snart er slut og han skal tilbage til skolens bøller. Men han bliver også snart 14 år og farfars gamle bog fortæller om en mulighed for at få et magisk ønske opfyldt hvert 7. år. Men hvad skal man ønske sig, når det skal komme fra hjertet? Samtidigt prøver Mikkel og veninden Trine at opklare mysteriet om den smukke sorte hoppe, som pludselig dukker op på familiens varmblods-stutteri. Farfar ruger mystiske æg ud på familiens lune badeværelse, en ny berider bliver ansat og der sker som altid en masse på Lavendelgården.
Den smukke heste-bogs forside dækker over en hyggelig familie-fortælling. Historien fortælles varmt, men i voksen tone, som gør historien en smule gammeldags. Personbeskrivelserne forbliver en smule overfladiske. På www.lavendel-gaarden.dk kan man læse mere om familien Majlund.
Bogen og serien om Lavendelgården kan ikke leve op til bibliotekets andre hesteserier, som fx Pia Hagmars bøger om "Klara". Serien kan minde en smule om Christina Nordstrøms "Stald Rocket", som dog har galopheste i fokus.