I Christian Frosts og Bilmagasinets glimrende serie Legenden om er vi nået til bog nummer ti. Den indeholder de samme elementer som de forrige bøger med en fin blanding af information og indbydende fotos med delvis "reklamelook". Der findes ikke meget på dansk om Toyota i bogform andet i nogle af Villy Poulsens bøger og i reparationshåndbøger, men det er jo noget andet. Bogen starter med et historisk afsnit, som bl.a. fortæller at opfindelsen af en enkel beskeden vævemaskine blev starten på det, som udviklede sig til verdens næststørste bilfabrikant. Toyotas første personbil "model AA" stod klar i 1936, men i de følgende år producerede Toyota især lastbiler og køretøjer til militæret. Bagest i bogen kan man, som i de forrige bøger, se samtlige modeller gennem årene og med særlige specifikationer. I bogen er der også mindre afsnit om Toyota i Formel 1, men ellers er det de almindelige kendte og solgte modeller som findes beskrevet. Det er fx Toyota Yaris, Avensis og verdens mest solgte bil Corolla'en. Fremtidens teknologi og nyere avancerede bilmærker kan man også læse om. Sammenlagt en flot bilbog til de mange lånere, som sikkert kører Toyota.