Bogen er for læsere med særlig interesse for Palæstinas modstandskamp som en væsentlig del af landets historie. Samtidig skildrer den Leila Khaleds personlige historie, og her kan den også formidles til biografilæsere af usædvanlige kvindeskæbner.
Palæstinas nyere historie er også uløseligt forbundet med Leila Khaleds historie, idet hun deltog aktivt i den palæstinensiske modstandskamp og i dag regnes for et ikon og stærkt symbol for befrielsen. Hun blev berømt og berygtet, da hun som den første kvindelige flykaprer i 1969 og 1970 var med til kapre fly for Folkefronten til Palæstinas befrielse. Siden blev hun leder af Den Palæstinensiske Kvindeunion og medlem af Det palæstinensiske Nationalråd. Hun blev født i 1944 i Haifa, hvorfra familien blev fordrevet, så hun voksede op med de stærke spændinger mellem Israel og palæstinenserne og blev derfor tidligt politiseret. Bogen, der også rummer et historisk overblik, er skrevet af den engelske journalist, Sarah Irving. Dele af bogen bygger bl.a. på interviews og Khaleds selvbiografi fra 1973.
Der er ikke andet om Leila Khaled på dansk. S. Ebadi: Iranske erindringer og V. Chirwa: Vera er erindringer af usædvanlige kvinder, der kæmpede for bedre vilkår i henholdsvis Iran og Malawi.
Biografien om Leila Khaled giver indsigt i den palæstinensiske modstandskamp gennem flere årtier, hendes kamp for kvinderne, den personlige motivation og de omkostninger, der var forbundet med at være både berømt og berygtet.