Levende død

Senromersk samling af elegier af digteren Maximian; indeholdende seks sentimentale klagesange, der begræder alderdommen med dens kropslige og mentale forfald - og tilværelsens nådesløse tab. For læsere af klassisk lyrik.

Værket med de seks elegier kan tidsfæstes til midten af det 6. århundrede, og har også båret titlen "Til alderdommen". Det er blevet brugt som lærebog i skoler helt op til det 13. århundrede. Den romerske digters klagesange beskriver, at alderdommen er det eneste, der kan kue ham: "Sortsyge ælde, hvad tøver du for - du skal fremskynde døden!" Han fremstiller sig selv som tidligere tiders kvindebedårer i Rom, men nu, med tabet af begær, kan han kun mindes de mistede glæder: "Tidens strøm styrter alting i grus og skyller det med sig".

Maximians ustyrligt selvhøjtidelige lovprisninger af ham selv og hans bedrifter som yngre fremstår af og til ufrivilligt komiske, men samtidig er der en stor sandhed og selvindsigt i, som nærværende gammelfar, at beskrive sig selv som "en slags levende død". Værket har bestemt sin berettigelse også i dag, er letlæseligt og opfordrer til refleksion for det moderne menneske, om at huske at leve i nuet. Harald Voetmann har brillant oversat fra latin og skrevet efterord, og det smukke omslag af Andreas Korsgaard Rasmussen er appellerende.

Goethes Romerske elegier og venetianske epigrammerDet bliver ikke væk har også begær som tema og Jørgen Leths Det bliver ikke væk kredser om alderdommens desperationGoethes Romerske elegier og venetianske epigrammer har også begær som tema og Jørgen Leths kredser om alderdommens desperation.

Read the full assessment