Vic Suneson har nu efterhånden gennem en lang række kriminalromaner udviklet sin teknik - det har givet lejlighedsvise svipsere, men i denne den på dansk nyeste præsterer han efter undertegnedes mening sit allerbedste. Historien fortælles dels i en retssal under sagen mod bogens unge pige, dels i en række flash-backs til et selskab år længere tilbage og endelig gennem vor gamle ven O. P. Nilssons og hans kammersjukkers medvirken. Intrigen er blændende veldrejet og kulminerer med al tænkelig klassisk applomp. Undervejs bliver man loyalt underrettet, får sine »dues«, men pokker tage een, om ikke man alligevel taber både næse og mund ved afsløringen. Som man vil forstå af ovenstående opfyldes på formfuldendteste vis de krav man må stille til en god bog indenfor genren. Oversættelsen (Else Faber) er en nydelse at læse. Den virker meget præcis i sit velformede, nuancerede dansk og er en grel kontrast til den hoben klicheer, som nærværende lektør netop har arbejdet sig igennem hosElse Fischer (Testamentet der dræbte (74.38.33)). Ikke særlig stor skrift, men alligevel let at læse, da der er god linieafstand.