Forfatteren B., som er fortælleren i Kaddish for et ufødt barn, har taget konsekvensen af det sortsyn, han udviklede efter Auschwitz, og har begået selvmord. Vennen Keserü er ved at redigere hans efterladte manuskripter, men bliver overbevist om, at der må findes en roman, der giver forklaringen på selvmordet, men som nogen har fjernet fra dødsboet. Han opsøger både B.s elskerinde Sara og hans fraskilte hustru Judit, trænger stærkt ind på dem og får da også endelig en afklaring, han må forsøge at leve med. Det er igen en stærk og bevægende roman, nobelprisvinderen fra 2002 har skrevet. Temaet er det samme som i hele hans produktion: Er Auschwitz et isoleret tilfælde eller er det en naturlig konsekvens af menneskets natur? Selv om B. valgte selvmordet er hans skæbne ikke udslettet - hans handlinger lever videre med store konsekvenser for de efterladte, men i modsætning til kaddishen er der trods alt en smule lys for enden af tunnelen denne gang. Også indholdsmæssigt er denne roman mere tilgængelig. Det er stor litteratur, man kunne nyde uhæmmet for det sikre sprog og stofbehandling, hvis ikke den melankolske understrøm knuger læseren sådan om hjertet.