"Lil Yachty er del af en generation af unge, internetopfostrede rappere, der kombinerer dårligt mixede produktioner, overdøvende bas og indholdsløse tekster. Hertil kommer autotunede vokaler overgjort i en sådan grad, at de lyder som børn med munden fuld af glaskugler ... Problemet på Lil Boat 2 er, at alt det, der gjorde forgængeren interessant, er væk: De kække og fjollede produktioner er erstattet med mørke, minimale trapbeats, der lige så godt kunne være underlæg til et Migos-nummer. Og den lethed og akavede humor, som prægede Yachtys autotunede sangpassager på debuten, er udskiftet med dyster og selvhøjtidelig blærerap. Samtidig er alle svaghederne ved Lil Boat bevaret - men uden deres oprindelige charme ... Det, som Yachty karikerede og udstillede på Lil Boat, er han nu selv blevet en del af: den generiske Atlanta-rap. Hans skæve personlighed er blevet udvasket, og der er intet glimt i øjet. Også i hiphoppen æder revolutionen åbenbart sine børn".