Ulækker, barnlig og humørfyldt billedbog for børn fra 4 år, der uden tvivl vil fornøje sig ved historien om den lille bussemand, der bliver hjemløs og helt alene i den kolde verden, da en grim influenza huserer. I et nys bliver Busser smidt på gaden fra sin trygge hule i næsen hos en gammel mand. Han leder efter et nyt hjem og prøver i hvert opslag forskellige næser. Lugte, pladsforhold og indtryk er forskellige og på hver deres måde uacceptable hos malkepigen, cirkuselefanten, røveren, flodhesten, en fin dame og en hund. Men alle steder er det influenza-nys, der får Busser til at flytte. Til sidst bliver han samlet op af lille Bertram, hvor han indretter sig i næsen med en snotalarm. Shane Brox har ikke tidligere udgivet billedbøger på dansk, men vi kender hende fra fagbøger som Julemandens bagebog 2004 og hendes fornøjelige ulækre stil i: Den magiske kogebog 2003. Tegnestilen er barnlig og let karrikeret uden at være overdreven, og med mange små sjove deltaljer. Teksten er relativ fyldig, i en lidt barnlig stil og fyldt med gentagelser. På hver side fortælles, hvordan Busser møder sin nye næse langt om længe, så taler han lidt med ham/hende, fornemmer sit nye hjem og bliver igen nyst ud. En fornøjelig amoralsk historie, der er til at forstå, for næsepillende børn fra 4-8 år.