Billedbog om mobning og fantasi for billedbogslæsere fra ca. 5 år.
Henry bliver mobbet i skolen af de andre, som kalder ham lille lort, fordi han er lille. Han drømmer sig væk og ind i sin egen krop, hvor "medarbejderne" kalder ham "Kropsdirektøren". Henry ønsker sig vinger, så han kan slippe væk fra sine plageånder, men bliver vækket midt i drømmen. Tilbage i skolen bliver han igen mobbet, men da han klatrer op i et træ, viser det sig, at han rent faktisk har fået sine vinger og kan hæve sig op over fortrædelighederne og komme væk. Også klassens lidt sære pige har fået vinger, og de to mødes ved den vingede statue, som måske i første omgang har givet Henry vinge-drømmen. Forfatteren til denne billedbog har vi bl.a. tidligere mødt i de underfundige højtlæsningsbøger om tvillingerne Ærtehalm. Historien er velfortalt i et enkelt, ligetil sprog, men det kan måske være svært for målgruppen at følge bogens spring mellem drøm/fantasi og virkelighed. Bogen er illustreret med farvelagte stregtegninger i en skæv, stærkt karikeret streg med mennesker med store øjne og hoveder, der passer godt til den lidt sære historie.
Der findes en del billedbøger om mobning, også enkelte hvor "løsningen" er brug af fantasi. Kan måske give mindelser om en ældre billedbog som Drengen med supermandsdragten, 1993. Bogens meddigtende illustrationer minder lidt om Otto Dickmeiss'.
En spændende og velillustreret, men også lidt sær og skæv historie om mobning og fantasi, som jeg vil tro kræver lidt formidling.