Ny billedbog, der er nummer fem i serien om den lille gris, Lotte. Det lyserøde omslag har en forside med en aktiv Lotte og en bagside med en tekst, der pirrer nysgerrigheden. Fra 2 år.
Udover bøgerne om Lotte, har Karsin lavet serien om Nikolaj. Lotte har fået nye, lynhurtige sportssko, som hun stolt viser frem for sin ven, Lasse. Lotte har også en masse sportsting såsom pandebånd, stopur og kridt. Alt sammen noget, man kan bruge, når man dyrker sport. Lotte og Lasse leger sportsstjerner og skiftes til at løbe. Lasse får tegnet lyn på sine gamle sko, så det bliver en mere fair konkurrence, hvor begge har hurtige sko. Men Lasses sko bliver for hurtige, så Lotte må spænde ben for ham. Lotte siger dog undskyld, og til sidst vinder de begge førstepræmien. En god historie om konkurrencer og de spilleregler, der følger med. Børn konkurrerer om alt muligt, så emnet er taget lige ud af børns legeunivers. Ved hjælp af bogen her kan man tage en snak om snyd og god sportsånd. De charmerende tegninger sætter liv i teksten med fine ansigtsudtryk, mimik og meget bevægelse. Teksten fungerer godt og opbygger spændinger undervejs.
Temamæssigt minder bogen om Knutssons Pelle Haleløs til sportsstævne, hvor Pelles fjende, Mons, forsøger at få Pelle til at tabe byens sportsstævne ved hjælp af beskidte kneb. Med sin stilfærdige, muntre stil, minder Lotte om en storesøster til Leténs bøger om Kaj.
Endnu en skøn bog med et godt emne i samme gode kvalitet som de resterende i serien.