Lille kvadratisk billedbog fra 2 år og opefter.
Forfatteren er kendt for sin serie om den lille krokodille bl.a. Lille Krokodille bliver væk. Her har hun lavet en bog om Lillebjørn. Lillebjørn vågner en dag, og så er hans klatretov samt pind væk. Væk er også Lillebjørns to brødre, tvillingerne. Nu går jagten gennem zoo for at finde tvillingerne, på vejen møder Lillebjørn mange sure dyr, som tvillingerne har drillet, men Lillebjørn hjælper dem alle. Bogen er et praktisk lille format, der passer godt til målgruppen. På hver side er der en halvsides flap, og under den kan læseren se, hvordan Lillebjørn hjælper de forskellige dyr. Historien viser de forskellige dyr i zoologisk have i en lidt anderledes situation, da de alle har været udsat for tvillingernes drillerier.
Det er her nærliggende at sammenligne med andre udgivelser af Birde Poulsen, for de minder meget om hinanden. Hun har en serie om en lille krokodille og en serie om en lille elefant, alle lavet til samme aldersgruppe. Ellers findes der mange billedbøger om dyr i zoologisk have.
Dette er en sød lille historie til de mindste. Den vil egne sig fint i billedbogskrybben til de små, og viser de forskellige dyr i nogle lidt sjove situationer. Fin lille billedbog.