Dette er en god og varm bog med 15 små uafhængige fortællinger om Lillebror, Lilian og ikke mindst Bamse. Bogen er glimrende oversat fra svensk, og forfatterparret er ikke kendt i Danmark.Lillebror og Lilian er to meget livlige, kreative og fantasifulde børn på ca. 5 år. De har deres bagland i orden, idet de er omgivet af gode voksne, som forstår deres behov og hjælper dem, når derer brug for det. Desuden har de dejlige landlige omgivelser til deres udfoldelser. Børnene kommer ud for mange forskellige hændelser, og Lillebror vil gerne alting, og det går også altid - næsten.Bogen er solidarisk med børnene. Den er yderst velegnet til oplæsning allerede fra 4-5-års alderen, idet den rammer disse børns verden ganske præcist. Desuden er hvert kapitel af passende længde ogindledes med 1-2 linier om indholdet og slutter med Lillebrors og Bamses refleksioner over dagens hændelser. Bogen er fortalt i et dejligt og mundret sprog, og den er forsynet med charmerende ogudtryksfyldtestregtegninger. Det er en vedkommende og velkommen bog til oplæsningshylden. Omslaget er tiltalende og dækker bogens indhold og stemning fint.