Jette Drewsens niende roman er en intens psykologisk analyse af pigen Ellas udvikling. Hun følges, fra hun er 5 år til hun forlader gymnasiet i utide i 1960. Hun er yngste datter afforstanderparret på en jysk højskole, hvor kristendom, Niels Bukh-gymnastik, det talte ord og den danske sangskat hører til dagens orden. Hun er en troskyldig og eftertænksom pige, der med storappetit på livet er ved at opdage sprogets mange betydninger. Hendes levende fantasi og barnlige logik bliver af de strenge og kølige forældre opfattet som særhed og trods. Denne afvisning ogholden afstand er svær at klare og giver Ella sorte angstfyldte huller i maven. I sin indre ensomhed tænker hun derfor 'vi' om sig selv, og hun er en stor dagdrømmer, der hellere opholder sig hosveninderne end hjemme. I puberteten erkender hun, at man bliver bindegal, hvis man i sit hoved er splittet i to, og da hun får magt over sproget og dermed hold på sig selv, tager hun skridtet fuldtud og rejser hjemmefra. Netopkoblingen mellem identitetsudvikling og tilegnelse af sprogets mangfoldigehed er bedriften i dette bevægende og nuancerede barneportræt, der indeholder såvelunderfundig humor som vrede og vemod. Det er en god roman, der vil holde i mange år, og som nok skal finde sine læsere.