Litauisk provinsmiljø. To herrer som nærer en lykkelig lidenskab for musikken er ved at lave en opera, og tager på landet for hos en lærer at indhente folkloristisk materiale til værket. De havner i et saftigt og modsætningsfyldt bondemiljø, nazismen er ved at melde sig, man er såre patriotiske og fulde, synger og danser, og læreren der skulle hjælpe de to herrer beruser sig overmåde, hvilket fører over i den tragikomiske slutningsapoteose. Bobrowski er en fortællekunstens mester, med en stil som få gør magen til: aktiv og engagerende, medvidende, sammensvoren med læseren, - ikke uden påvirkning fra moderne samtidige af en objektiv skole. Det lille mesterværk er en naturlig anskaffelse i bibliotekerne.