Målgruppen er vante lyriklæsere, og de som følger det spændende forfatterskab.
Viggo Madsen (f. 1943) som jeg kender fra et rigt forfatterskab, senest Hip hip : genkendeligheden som gevinstdigte fra 2012 skriver her en digtsamling, der formmæssigt spændende er udformet som en litterær analyse af et digt af den formodentlige fiktive digter Ibn Trabz. Digtet som Madsen litterært analyserer, interessant og humoristisk, er et hyldestdigt til "vores store leder Massouf" og har titlen "Massouf og barnebruden". Samlingen har undertitlen "en Borges - idyl -" og henviser sikkert til den argentinske kult-digter Jorge Luis Borges (1899-1986). I digtet tager lederen Massouf en 9-årig pige som brud! Det ubehagelige i dette i denne sammenhæng litterære fiktive faktum gør, at det straks er sværere at kapere den litterære analyse, der ellers er godt ladet med erotik og forløst af humor, fx "Enhver som sætter sig på skrævs på den vil straks få sød musik i begge ører". Men det giver samtidig også samlingen provokerende kant, som god lyrik også kan og skal. Samlingen er nr. 39 i serien After Hand, der har huseret lyrisk med ujævne mellemrum siden 1974. Den er redigeret af Henrik Have, mens bogens collager også er af Viggo Madsen.
Denne samling af Madsen kan bedst sammenlignes med anden lyrik i samme serie fx Overfor en ny virkelighed af Mikkel Thykier.
For den vante lyriklæser og større bibliotekers lyrikhylde.