Litteratur er ikke kun lig med bogstaver i en bog. 19 forskere sætter her litteraturen ind i en nutidig kontekst, hvor både digitale muligheder, illustrationer og lyd er med til at skabe litteratur på nye måder. En velegnet lærebog til litteraturstuderende og til de læsere, der ønsker at blive klogere på litteraturens nye former.
I forordet står der: "Den flerhed af medier, der i dag omgiver litteraturen, lægger op til, at læsere udvikler analytiske færdigheder til at undersøge de nye medier og platforme, som litteraturen virker igennem." Gennem 16 kapitler, der alle behandler litteraturen ud fra hver sit perspektiv, tegnes der et alsidigt portræt af litteraturen i dag. Her sættes bl.a. spot på, hvad forfatterportrætter betyder for værket og analysen heraf. Der fortælles om lydbogens rolle og digtoplæsningens ditto for forståelsen af værket. Og der zoomes ind på den digitale litteratur, den litterære app og det litterære computerspil.
Kapitlerne falder i naturlig forlængelse af hinanden tematisk set, og kan derfor læses sammenhængende, om man vil, ligesom de også indimellem refererer til hinanden. Niveauet er fagligt set højt, men de almindeligt analyseinteresserede vil også kunne læse med.
Læsere af Aarhus Universitetsforlags Tænkepauseserie vil genkende et par af forskerne i denne bog, men Tænkepauserne er lettere tilgængelige. Med sin skarpe koncentration om litteraturens rolle mellem diverse medier er denne bog, så vidt vides, p.t. eneste af sin art.