Music / rock

Little broken hearts


Reviews (5)


Gaffa [online]

d. 30. Apr. 2012

By

By

Ivan Rod

d. 30. Apr. 2012

"Albummet befinder sig rent genremæssigt i grænselandet mellem melodisk pop og country. Men det fremstår mere fokuseret og selvstændigt. Mere konsekvent, insisterende og modent. Og dét skal den nu 33-årige singer-songwriter have ros for".


Berlingske tidende

d. 30. Apr. 2012

By

By

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 30. Apr. 2012

"Jones var engang lig med middagsmusik og smagfuld kedsommelighed. Med sit femte album tager hun endnu et skridt væk fra den rolle, en hel verden har forsøgt at fastholde hende i".


Politiken

d. 5. May 2012

By

By

Simon Lund

d. 5. May 2012

"Lidt for mange sange slumrer dovent hen og overlader for meget til DangerMouses iscenesættelse, men den er så til gengæld også fornem hele albummet igennem. Musen har styr på tangenterne og skaber en lyd, der føles som en dyb indånding af 1960' ernes varmeste produktioner.Det er på kanten til at være for designet i sin coolness, men stærkt forførende. Ikke mindst når Norah Jones' suveræne poptræf og DangerMouses kattesmidige beat går op i en højere enhed som på ' Happy Pills'. Så glemmer man forestillingen om nydeligt pænt lydtapet".


Jyllands-posten

d. 28. Apr. 2012

By

By

Peter Schollert

d. 28. Apr. 2012

"Man efterlades aldrig med følelsen af, at Norah Jones kun har ondt af sig selv, hvilket også handler om stemmen, der kan være sexet, sej og såret. Hun kan i sit sangforedrag veksle mellem at være den, der formåede at komme videre, og den, som ikke kunne komme ud af stedet. Med de hits, som Burton (med især Gnarls Barkley) og Jones hver især har lagt navn til tidligere i karrieren, er det skuffende, at de ikke i fællesskab har kunnet præstere én sang, der kunne suge en masse opmærksomhed til sig".


Information

d. 12. May 2012

By

By

Ralf Christensen

d. 12. May 2012

"Vi taler en tidløs, countryfarvet fortabelse i længsel, tab, skyld, afmagt, utroskab og andet udskrab fra den menneskelige eksistens, som er så bittersødmefuld at lytte til, at denne anmelder må undre sig over sin genkomne status som sucker for the blues. »I tried to be faithful, but didn't get very far.« Det er et på alle måder ulasteligt eksekveret album. Men jeg kommer også til at kede mig en kende.Jeg ender simpelthen med at sidde for komfortabelt i det".