Filmen henvender sig til et voksent publikum med hang til store fortællinger. Den kan formidles som en del af et tema om Charles Dickens eller om England i 1800-tallet.
Den unge Amy, hvis far sidder i gældsfængsel på 25. år, bliver taget i nåde af den iskolde Mrs. Clennam, der bor alene med sine tjenestefolk i et stort hus i London. Da hendes voksne søn Arthur vender hjem for at fortælle om faderens død, undrer han sig over, hvorfor moderen har taget tjenestepigen Amy under sine vinger. Han sætter sig for at finde sandheden om sin familie, og snart begynder skeletterne at vælte ud af skabene. Det viser sig nemlig, at det er Arthur, der er blevet taget i nåde som plejesøn af den kvinde, som han troede var hans mor, og at Amy er enearving til en stor formue. Et rigtigt Dickens-drama, der foregår i dunkle omgivelser med skurke og helte og klassiske kostumer. Manuskriptet til BBC-serien er skrevet af Andrew Davies, der bl.a. står bag tv-serierne Pride and prejudice, 1995 og Sense and sensibility, 2008.
Dramaet ligger på linje med andre Dickens-filmatiseringer fx Oliver Twist, 2005 . Lignende film, der skildrer samme periode kunne ud over de nævnte også være Jack the Ripper, 1988.
Dickens-dramatisering fra BBC, når det er bedst. Indeholder alle de klassiske elementer, som man forventer af en Dickens-fortælling; drama, kærlighed og gemen ondskab. Tv-serien vil kunne ses af et bredt publikum, men måske særligt vil de, der allerede kender Dickens, blive glade for serien.