Værket henvender sig bredt til et publikum med interesse for dansk teater og danske skuespiller-erindringer.
Skuespilleren Finn Nielsen, der her fortæller sin historie til journalisten Sarah-Cathrine Wandsø, er født 1937 og voksede altså op under den tyske besættelse. Bogen er en kronologisk fortælling om hans liv fra en barndom i ganske borgerlige rammer og en karriere planlagt til et borgerligt liv - til den teaterkarriere, der har anbragt ham i snart sagt alle de teatermæssige sammenhænge, man kan optræde i i Danmark. Han startede karrieren som danser, men kom siden vidt omkring, fik rigtige roller, der blev større og større. Han har lavet revy, spillet karakterroller, han har været med i film og på tv. Måske mest folkekær som figuren Skipper i Nissebanden. Bogen fortæller om teaterlivet men er også i meget høj grad en beretning om Finn Nielsens privatliv, hans opvækst, hans oplevelser, hans op- og nedture - og hans liv med flere af de kvinder, der har været vigtige i hans liv. Han fortæller meget ærligt om den store kærlighed til kollegaen Ann Hjort - og om det chok, det var, da hun brat forlod ham. Det blev hans livs krise. Det hele fortælles letløbende med sjov og alvor og småportrætter af de mange kolleger i faget. Absolut underholdende. Afsluttende skudsmål fra en række kolleger og en fortegnelse over alle rollerne. Med fotos fra scene og privatliv.
Underholdende bog, der føjer sig fint ind i mængden af lignende erindringsbøger om kendte danskere.
Letlæst erindringsbog fra en folkekær skuespiller.