Bogen har meget bredere appel end til skakspillere, da den også kan læses som en ledelses- eller i det hele taget levehåndbog.
Kasparov var som skakspiller kendt for både at være den hidtil yngste verdensmester og for sit aggressive spil, der også uden for brættet bragte ham i kampe. Han er senere gået ind i politik i Rusland som en af Putins fremmeste kritikere. I denne bog bruger han sine erfaringer fra spillet til at uddrage generelle læresætninger om især livet indenfor ledelse og politik. Han har desuden samlet en stor historisk bagage op, ikke mindst fra sine helte Napoleon og Churchill. Det er blevet en meget interessant og lærerig bog, der nok har mange skakmetaforer, -anekdoter og -portrætter, men han forstår virkelig at omsætte det til universelle leveregler, der nemt kan læses uden kendskab til det ædle spil.
Det er ikke nyt at sportsfolk bruger deres succeserfaringer i erhvervslivet. Bedst kendt herhjemme er nok roeren Arne Nielsson med bl.a. Viljen til sejr, 2003.
En meget anvendelig bog til både ledere og politikere, hvor skakstormesteren transformerer sine erfaringer fra brættet.