Gennem 13 unges personlige beretninger kommer man godt rundt om det at få kræft i en ung alder. Målgruppen er nykonstaterede kræftpatienter mellem 15 og 30 år, men er også værdifuld information til pårørende og venner, og såmænd også alle os andre.
Bogen bygger på interviews foretaget af journalist Jacob Kehlet, der i 2005 skrev Unge med HIV, bygget op på samme måde som denne. Bogen er inddelt i emner som fx diagnosen, familien, udseende, kærester, angst m.v. Under hvert afsnit fortæller 6 unge om, hvad de har oplevet og tænkt lige om dette emne. På denne måde kommer man godt rundt om de mange emner, uden at det bliver en lang række sygehistorier. Også flere tabuer berøres, fx dødsangst, sex og udseende. Illustrationerne er ret grimme sort-hvide fotos sat ind ved hvert afsnit, men de har nok appel til målgruppen. Til slut et godt afsnit med 3 unge sygeplejerskers syn og tanker om de samme emner, og mange gode netadresser.
Bogen er tiltrængt og relevant - desværre. I 2002 kom Kræft i serien Ung og sund af Lamb, og i 2004 kom Hvad du bør vide om kræft af Gillie. Begge titler er efter engelsk forlæg, og virker en anelse gammeldags i stilen. De tre bøger supplerer hinanden fint.
God, gedigen og usentimental information om et trist emne. Den personlige vinkel gør bogen interessant, også for ikke-syge.