En bog om, hvordan der er "på den anden side" - hvad sker der, når man ikke længere er i denne verden? Det er vel et spørgsmål, mange er nysgerrige efter svaret på, og her er et bud.
Bogen er nedskrevet af Anthony Borgia, der også har skrevet forordet. Han er medie for monsignor Robert Hugh Benson, der her fortæller om livet på den anden side, fra han ser sit afsjælede legeme ligge tilbage, og møder en god ven, der leder ham over til hans nye hus, til haven, blomsterne, og de andre "indbyggere". Han fortæller også om dem, der ikke var gode mennesker, og som derfor ikke er velkomne i de højere sfærer og henslæber deres tid i de nedre sfærer. Han bruger fortællingen om det hinsides til at fortælle om sit eget liv, og de ting han gjorde og kunne have gjort anderledes. Bogen er forholdsvis nem at læse.
Forlaget Etheria udgav 2010 Silver Birch : budskaber fra den åndelige verden og White Feathers visdom, begge bøger er skrevet af medier, der beretter om livet på den anden side. Alle bøgerne er hvide, og trykt på tungt, glittet papir. De signalerer helt klart åndelighed og klarsyn i udstyr og titelvalg.
En vejledning fra den anden side om, hvordan man bør leve livet her og hvordan det smitter af på ens efterliv. Den kan måske få lidt efterspørgsel og vil kunne finde sin plads i de større biblioteker.