Suzanne Bjerrehuus' erindringsbog om livets oplevelser og indhold indtil nu tager udgangspunkt i et Mae West-citat: "Det, der tæller, er ikke mændene i mit liv, men livet i mine mænd". I starten går det rask derudad: Skolegang og bolle, bolle, bolle - mest, længst, frækkest. Først omkring midten af bogen får man bekræftet sin mistanke om, at "den kan tænke" - er jo dog trods alt jurist. Og så går det videre derudad, men med lidt flere refleksioner omkring oplevelser, passionen, moderrolle, kvinderolle, venskaber, feminisme m.m. Rokker hun ved grænser? Næppe i 2002. Er det interessant? Pressen mener ja Hvad mon låneren mener? Og hvad mener biblioteket om graden af behovsdækning på grund af efterspørgsel?.